Vandretur ved Jels Søerne

  • af
JELS SOE

Ved Jels Søerne kan du opleve den bøgeskov, der omkranser størstedelen af søerne, hvor du går i skygge med flot udsigt ud over søerne. Du kommer både op og ned i niveauer, så du går oppe i skovkantens bred med flot udsigt og nede langs vandet. Turen tager dig også forbi Jels’ store friluftsteater, hvor der hver sommer er vikingespil. Stedet har deres egen vikingeby, som giver en ganske fin stemning på turen. Er du glad for broer (som jo kan være perfekte til billeder) er der rig mulighed hele vejen rundt. Se solen stå op over skoven fra smukke udkigsposter langs Midtsø, eller bliv betaget af solnedgangen mod vest fra søbadet.

 

Skoven er smuk i foråret med sine helt lysegrønne bøgeblade, men også om efteråret, hvor farvene rigtigt kommer i spil, særligt når du ser ud over søen fra vestsiden.

 

Hvor lang er turen?

8 km – turen rundt om Midtsø og Nedersø

6 km – turen rundt om Nedersø

4 km – turen rundt om Midtsø 

Den mest gængse tur er at tage Midtsøen og nedre sø, som sammenlagt er 8 km. Du kan også nøjes med Midtsøen, som er 4 km, eller Nedersø, som er 6 km. Vil du gerne tilføje ekstra km til turen er der rig mulighed for det med en tur rundt i skoven, som grænser op til søens østlige side, hvor du let kan tilføje 5-10 km til din tur.

 

Madmuligheder?

Der er ikke mange muligheder for at købe mad på turen, medmindre du tager en afstikker fra stien ind til Jels by, hvor der både ligger en Netto og en Superbrugs (begge inden for 1-2 kms afstand fra stien). Derudover ligger der en smuk café meget afsides fra byen og lige op og ned ad stien. Caféen har dog kun åbent på udvalgte tidspunkter (se dem her). 

Bonusinfo: Du kan leje en kano ved caféen, så du og din hund kan udforske søen fra vandet.

 

Badeforhold?

Ved Jels Søbad er der forbud mod at bade med hunde, da stedet har et blåt flag, men tager du i stedet over til Midtsøens parkeringsplads ved Over Jels, er der gode muligheder for at tage en lækker svømmeturen sammen med din hund. Her er der ofte nogle, som bader med sin hund, og så længe din hund bliver i nærheden af dig, opfører sig pænt, og I tager hensyn til forbipasserende, kan du sagtens lade hunden svømme løs.

Det kan du se på turen 

  •     Friluftsteater 
  •     Vikingeby 
  •     Små badebroer 
  •     Søbadet i Jels med den smukke cirkelformede bro
  •     Planetsti, oplev afstandene mellem planeterne i rummet 

 

Med eller uden snor?

Hele ruten er markeret med skilte med ’hund i snor’, og der er ikke rigtigt nogen åbne områder, hvor hunden kan drøne af.

 

Forhold på stierne

Mange af stierne i skoven er grussti, der falder og stiger i niveau. Nogle steder går du helt nede ved vandet, mens du andre gange går oppe ved skoven. Mens du på østsiden går uden forstyrrelser fra trafikken (du hører højst en ko, der siger muh), er der på vestsiden et stykke på et par km, hvor du går langs vejen for at komme udenom golfbanen, der ligger langs Nedersøens vestside. Det meste af tiden går du stadig på grustien omkranset af træer, bare kun få meter fra hovedvejen.

Enkelte steder kan stien være smattede og mudret om efteråret eller om vinteren i våde perioder, men disse kan du nemt komme udenom. 

 

Parkering

Der er flere muligheder for parkering. Der er flest mennesker ved parkeringspladsen ved Søbadet, men du kan også parkere ved caféen Voldsted, hvor der er en stor parkeringsplads med overdækket bålplads samt borde og bænke. En tredje mulighed er at holde ved en lille parkeringsplads ved Over Jels – det er især en god idé, hvis du gerne vil slutte turen af med en badetur sammen med hunden, inden I kører hjem.

 

Offentlig transport

Du kan komme til flere af rutens startsteder med buslinje 46 (Kolding-Tønder).

 

Toiletter

Der er toiletter ved Jels Søbad, som er åbne … Du kan vælge at parkere ved søbadet, så du er tæt ved toiletterne ved start og slut. Parkerer du derimod ved Over Jels, passer det nogenlunde med, at du kommer forbi toiletterne, når du er cirka halvvejs – og det kan også være ret smart!

 

Overnatning

Der er et shelter og en bålplads tæt på parkeringspladsen ved Over Jels. Shelteret er overdækket, hævet fra jorden og bygget i træ.

 

Plusser

Masser af bænke, udkigssteder og ’hyggekroge’, hvor du kan tage en skøn pause i smukke omgivelser, ligesom der er mange bålpladser, blandt andet en overdækket hytte lige ned til vandet.

 

Minusser

Der er et par kilometer, som går langs vejen

Mange bruger stien

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *